Søndagen blev kickstartet med en 19 års Brora fra Silver Seal, Mosstowie 29 år fra Duncan Taylor og en Glen Grant 35 fra Duncan Taylors nye Lonach serie. Lonach er gammel whisky som måske ikke er helt god nok til Duncan Taylor serien. Til gengæld sælges den til yderste favorable priser.

De fleste Lonach aftapninger vil have det til fælles at de nærmer sig faretruende 40% grænsen hvor de ikke længere må kaldes whisky. Deres Glenrothes 1968 35 år opgives faktisk som 39,1% Gad vide hvad Scotch Whisky Association siger til den?

For at runde Duncan Taylor af, blev der også indtaget Bruichladdich 40 år og en genial Invergordon grain, også på 40 år. Grain i høj alder er fremragende og til at købe for menneskepenge, fordi maltsnobberne ignorerer den.

Importør Scoma havde fadprøver af Edradours kommende røgeksperiment Ballechin. Jeg smagte 2003 fra portvinsfad og kan bekræfte at der er røg, røg og mere røg i Laphroaig-klassen. Det er ikke godt at vide hvad der sker med den efter 7 "“ 10 år mere, men det har meget, meget lidt med Edradour at gøre.

Og mens røgalarmen alligevel er aktiveret, så bød Jack Weber på Tomintouls røgeksperiment Ballantruan som færdige (?) produkter i tre og fire års versioner. Kort sagt, røgbomber uden meget profil og i det omfang man kan spå om den slags, uden videre udviklingspotentiale. Men hvem ved om jeg skal æde de ord i mig om 5 "“ 6 år?

Cadenhead havde det hele med og man kunne have tilbragt de to dage bare på deres stand.. Det blev til Benromach 27 1976/2004 (som dukkede op igen på deres Masterclass) samt en sammenligning mellem to Caol Ila, en 25 års fra bourbonfad og en 21 års fra let brugt sherryfad.

Søndagens første Masterclass var Duncan Taylor med Mark Watt som bød på et par grain: Cameron Bridge 27 år på 59,5% og Carse Bridge 26 år på 60,3%.. Som det fremgår af procenterne, så holder grain whisky styrken bedre end malt. Mark fortalte at man lagrer grain whisky på bourbonfade som også har været brugt mindst een gang til maltwhisky. På den måde undgår man at fadet helt tager overhånd.

Sessionen sluttede med to forrygende ældre sager: Caperdonich 1969 34 år på 41% og Glencraig (Glenburgie) 31 år på 40%. Endu engang whisky tæt på grænsen.

Tilbage i hallen gik jeg lige på Dutch Whisky Connection, igen en stand hvor man kunne have stået i to dage uden at nå alle godbidder. Jeg lagde ud med et par sjældne Springbank, en 30 års lavet til Japan og en 36 års destilleret 30 marts 1968 og aftappet 2004. Vores hollandske vært syntes at vi skulle prøve noget andet og på hans anbefaling fik vi en Tormore 10 års, Miltonduff 23 år og Glenlossie 40 år, alle destilleret i 60'erne.

Endnu engang presser spørgsmålet sig på "“ Var whisky bare bedre dengang eller er den blevet bedre af de mange år på flaske?

Et par af dagens højdepunkter kom lige oven i hinanden: Clynelish 32 år romfinish fra Platinum serien og en Glen Grant sherrysag 1970/2003 fra McKillop's Choice.

De blev desværre strak efterfulgt af weekendens ringeste whiskies og de eneste som jeg hældte ud. Craigduff (Glen Keith) 32 år 1972 og Glenisla (Strathisla) 28 år 1977, begge fra Signatory var rent ud sagt modbydelige og udrikkelige.

En Port Ellen dyst mellem en 22 års fra Whisky Doris aftappet til en belgisk whiskymesse og en 1979 M+H Collection afslører at der bliver stadig længere mellem de gode fade. Vi var så skuffet at Macchristensen og jeg fandt på at spæde dem op med lidt Ballechin, det tidligere omtalte Edradour røgeksperiment. Så kom de lidt tættere på Port Ellen!

En 1978 25 års Port Ellen aftappet 2003 af Old Malt Cask er god sherry whisky, men ikke stor Port Ellen.

Og så skulle dagen afsluttes med to Masterclasses lige oveni hinanden.

Grant MacPherson fra Cadenhead bød på Glenkinchie 18 år, Benromach 27, Auchroisk 15 år og Caol Ila 12 år. Han forklarede at det der måske skarpest adskiller Cadenhead fra konkurrenter er viljen til at lave aftapninger som ofte afviger fra destilleriets normale smagsprofil, bare resultatet bliver velsmagende whisky.

Alex Bruce og Charles McLean fra Adelphi præsenterede en række nyheder: Glen Scotia 15 år fra 1991, Clynelish 10 år 1995, Breath of the Isles (Talisker) 13 år og Caol Ila 12, der beviser at den nye ejer sagtens kan holde standarden som firmaet er kendt for.

Herligt at slutte af i så godt selskab.

På Duncan Taylor standen havde Mark Watt besluttede at han ikke gad slæbe sjatter med hjem til Skotland, så der blev lidt uformel auktion. Jeg løb af med Auld Blended 38 år og en Caol Ila 12 år.

Afslutningsmiddagen på tre retter bød på Redbreast 15 år irsk, Springbank 15 år, Ardbeg Still Young (værten Charles McLean havde svært ved at finde på noget pænt at sige om den), Glengoyne Scottish Oak "“ behagelig, men ikke noget særligt "“ og Benriachrs 21 års røgeskperiment Authenticus.

Shawarma grillen var desværre lukket, da vi kom forbi.

Næste år er der Whisky Fair i Librug den 21-22 april.

Jeg glæder mig.

Al J.