Følgende vil der være korte beskrivelser af denne aftens program - Læs med hvis du har lyst, og se det vedhæftede billede af flaskerne for lidt visuel stimulans.
Miltonduff 12år 43% (Highland)
Er stadig til stede i næsen trods de ca 20 år i flasken. Men ingen tvivl om, at dette er en lettere dram som behøver lidt varme for at vise sig. Sødlig, mineralsk i næsen med et lille parfumeret hint af enkelsk vingummi. Efter lidt tid og ilt er det min oplevelse, at denne whisky begynder at vakle lidt. Den er nærmest nervøs i sit udtryk, hvis man kan bruge de karakteristika om en whisky. En lige ud af landevejen whisky, som ikke imponerer synderligt. Men nu er den smagt - One down, a whole lot to go...
Littlemill 12år 54% (Lowland)
Denne 12 årige Littlemill kune man sagtens vende sig til. Umiddelbart rund, fyldig og sød. Sødmen afløses af noget andet og i slutningen kommer fadstyrken og og giver spil på tungen. Slet ikke helt ulig en Linlithgow fra de tidlige 80ere - god bitter/sød kompleksitet. De 54% er måske med til at sørge for, at denne whisky stadig har meget at byde på efter de mange år på flaske. Langt mere spændende end flasken fra Miltonduff. Lidt af et fund, da jeg har ladet mig fortælle, at der har været mange "swings and misses" fra Littlemill.
Dalmore 12år 43% (Aftappet i 1970 erne) (Highland)
Dejlig dejlig næse, og det er jo en god begyndelse. Sherryen er bestemt til stede. Bider lidt i næsen på trods af dens alder og de beskedne 43%. Min oplevelse af denne whisky er, at den er ældet med ynde. Den er ihvertfald utroligt blid på tungen, ikke ulig de gamle Macallans, hvor sherryen var mester og kompleksiteten stor nok til, at den ikke blive ensporet. Indtil videre aftenens bedste whisky. Dette er dog min egen lille vurdering men mon ikke der var andre til stede i "The Whisky Cellar" som ville give mig delvist ret. En ganske interessant flaske, som jeg vil skue lidt efter på diverse whisky outlets. Glimragende!
Ardbeg Guaranteed 10 years old 43% (Aftappet ca 1983/84) (Islay)
Næse: holder bestemt de 40%. Efter 3 whiskier fra høj og lavlandet er vi virkelig landet på Islay. Kæmpe næse, som kan være overvældende at prøve at skille ad, for ø karakteren, det maritime og røgen buldrer igennem, uden dog på noget tidspunkt, at være for meget. Næsen minder mig faktisk lidt om originalaftapningen fra 1977 for også denne whisky gemte på noget ganske sødt, som man også finder her. Strandsand, hav, rund fed og sød er nogle af de ord jeg har nedfældet under smagningen. Jeg skrev også: Ikke peaty, bare røget. Det mindes jeg ikke selv, jeg har gjort. Men det står der altså... Jeg kan også tage fejl. Det er sket mere end én gang.
Smagen: Sødmed er her bestemt endnu. Ikke så bastant på tungen, som den var på næsen. Ikke peaty men maratim og lidt i retning af en Laphroaig for en Ardbeg at være. Stadig bliver jeg mindet om 1977eren, men især i næsen. Den er samtidig mere kompleks i duften end den er i smagen, med den udvikler sig med tiden og bliver mere mineralsk og stadig med de maritime nuancer. Røgen forøges også med tiden.
Hvis nu man lod Ardbeg være Ardbeg og lod de smarte marketingsfolk fra Londontown gå, kunne man virkelig tillade sig at være Ardbeg romantiker. Især med en flaske som denne. Men det bliver efterhånden sværere at se bort fra maskineriet bag faceden og der er ingenting romantisk over "dollars and sense". Men forretningen skal jo passes og det har de gjort godt, set over de sidste 10 - 12 år. Og med øget popularitet bliver det også sværere at få fingrene i flasker som denne. Me no like -Me not so rich...
Sandwich pause. (Og hvilken en...)
Mortlach (ingen alder - 40%) ca 1972 (Speyside)
Efter en sandwich pause er denne whisky svær at bedømme. Efter en Ardbeg er den umulig at bedømme. Let, ren, små udsving. Jeg gir op. beklager. Jeg lagde mærke til at jeg ikke var den eneste der havde svært ved denne whisky. Levede ikke helt op til vores fælles forforståelse om, hvad en Mortlach er.
Glen Mhor G&M (den eneste fra flokken, som ikke er fra destilleriet) 57% ca 1975 (Highland)
Endelig er vi tilbage ved en whisky der kan give den gode Ardbeg lidt modspil. De 57% skinder virkelig igennem. Næsen er fantastisk sherryet. På tungen er den sød, sød, sød og med en masse oomph! Rigtig behagelig sherry, som ikke udvikler en tørhed, som man ellers ofte kan finde i sherryfadslagret whisky. En skarp deltager i smagninger tilføjer, "at dette må være fra et refill fad, da dette er en whisky man ikke har noget imod bliver hældt i glasset 2 gange" - og tilføjer søgende, at han vist ikke fik helt så meget i glasset, som os andre) Hvilken skam :0)
Glenleven - vatted malt. John Haig 43% (en vatting af 6 forskellige single malts)
Overraskende rar at få i munden. Sherry på den allermest beskedne og cremede måde. Blid, mild og ikke for meget af noget som helst. En publikums favorit i forhold til forventningerne til den. Personligt må jeg tilføje, at den ikke helt holder kraften længe nok. Den fader ud og efterladen munden lidt bitter-krydret. Dog stadig en god overraskelse.
Glen Scotia 12år 54% (Campbeltown)
Er ikke helt sikker på, hvornår denne flaske blev aftappet men noget kunne tyde på, at det var i 1988. Destillationsåret er jo så selvfølgelig 1976. Billedet kan være behjælpeligt på den måde, at eksperterne derude kan rette os ind på sporet, hvis der er noget at rette.
Næsen er ganske salt. Ikke på nogen måde tydeligt at denne whisky skulle være på 54%. Den brænder på ingen måde i næsen. Lidt våd halm er til stede, nærmest muggen og beskidt.. Claus tilføjer, at den er lige så beskidt, som der er på destilleriet selv. Udover det salte suntes jeg at have opdaget noget i retning af våd halm... Minder mig umiddelbart om en gammel 12 årig Bowmore, men kun i næsen. Altså dengang Bowmore blev solgt i mørke dumpy bottles. Der var vist både en 12 Y.O, en DeLuxe og en De-Luxe version. Tror alle var 12 år men kunne sagtens tage fejl. Mere power i munden her. Brændt karamel, fylder faktisk meget i munden men tører ud.
Min egen mening om denne whisky er nok, at den er lidt af en afviger på flere måder og kunne ikke selv finde på at hælde denne whisky op, hvis jeg lige var i whiskyhumør. Man skal have lidt af en "whiskymund" for at sætte pris på den, vil jeg mene. Måske er det bare mig der er afviger..? Ihvertfald var det aftenens sidste, hvilket passede meget godt.
Her skulle det så vise sig, at jeg tog fejl.
En bonusflaske i form af en "Very Private Cask" Glenfarclas blev serveret. Tak til Jacks broder Allan (mener jeg) for denne sherrywood-pecker.
Desuden slog klokken midnat og dermed havde vi en fødselar iblandt os. Han tog promte action og hev en 20 årig Talisker (58.8%) frem, hvorefter en kælderfuld dramme blev delt omkring. Få, nærmest ulæselige noter er nedfældet og lyder som følger: Sødme, Kryderi, fireworks, klasse - Kompleksitet ud over alle grænser. Vi siger tak og tillykke.
Og med det siger jeg endnu engang tak for en fortræffelig smagning i The Whisky Cellar.
Venlige hilsner -
Steffen Sand
