"Best of" Jim Murray smagning hos P.G. Jensen og s

More
15 years 3 months ago #17191 by SteffenSand
Endnu engang er der afholdt en vellykket smagning i The Whisky Cellar - og den fortjener såmænd et efterskrift. Først skal lyde et stort personligt tak til arrangørene for såvel et godt arrangement, som for kost og logi i forbindelse hermed. Når man kommer langvejs fra er det dejligt at støde på uforbeholden gæstfrihed. (Skulle det være en anden gang - Ja tak!)

Når man afholder Jim Murray smagninger, og det gør man jo, så er der stor mulighed for at komme rundt i følelsesregistret. Det ene øjeblik føler man fortvivlelse, forbløffelse og forargelse (Kaos). Det næste øjeblik, ren fornøjelse (Logos). Det er jo sådan med whisky vurderinger og bedømmelser, at de i sidste ende er subjektive. Min betragtning vil oftest adskille sig en smule fra andres, og det samme gælder for Hr. Murray ´s. Man kan være mere eller mindre enig i hans vurdering, eller man kan være uenig. Og her bliver det både spændende og sjovt. Når en whiskykapacitet som Murray vurderer noget, sidder vi her og følger lidt med. Hans ord bliver vendt og drejet, og der vil med sikkerhed være nogle, hvis egen vurdering adskiller sig fra hans. Dette var også tilfældet fredag aften. Og heldigvis for det.

Aftenens lineup:
Flora & Fauna Rosebank 12 (95 point)
George T Stagg 131.8 proof (97 point)
Glenglassaugh 1973 Family Silver (95 point)
Balvenie Glenlivet Cadenhead ´s authentic collection 25 - 52.7% (95 point)
Benriach Curiositas 10 (95.5 point)
Glenrothes Cadenheads Authentic Collection (Rum Cask) 16 - 57.3% (96 point)
Dalwhinnie 15 (95 point)
Port Ellen Cask G&M 16 - 63.9% (95 point)

Deltagerne til arrangementet kendte ikke på forhånd Murray ´s vurdering af flaskerne, så der var et videnskabligt og konkurancemæssigt aspekt ved smagningen, som ikke gjorde den mindre underholdende. Man kan, som tidligere nævnt mene hvad man vil om Murray ´s pointfordeling, men jeg kan ikke lade være med at stille spørgsmålstegn ved ideen om, at en almindelig Dalwhinnie får tildelt samme antal point som en vanvittig god Port Ellen fra G&M. Jeg fatter det ikke - og jeg tror vi var flere. At Dalwhinnie'en får 2 point mere end Glenglassaugh'en er også en whiskykatastrofe. Ikke en kæmpe katastrofe af mellemøstlige proportioner, men en lile katastrofe ikke desto mindre. Dette er selvfølgelig min vurdering, din er angiveligt anderledes. Og hvor skønt kan det lige blive, spørger jeg; når vores fælles passion for den ædle drik, giver anledning til samtale og diskussion. Røget, medicinsk, lynget, tropisk frugtig, jodet, staldet, grasset... Listen er lang og vi er ikke altid enige, men vi hygger os ad helvede til, mens vi prøver at komme til klarhed over vores egen og hverandres vurderinger.

Tak for en solid smagning til alle der deltog, jeg håber vi ses en anden gang.
De venligste hilsner,
Steffen

P.S. Traditionen med sandwich i pausen må endelig ikke forgå - Bedre bid brød skal man lede længe efter.

Please Log på or Create an account to join the conversation.

Time to create page: 0.149 seconds