Det starter som en ulmen i det indre, og efterhånden som diverse smagninger finder sted og flere nye flasker kommer ind og ud fra skabet, bliver den indre ulmen til behagelige strømninger, der kribler gennem kroppen. Smagsløgene kommer helt op på dupperne. Munden synes at gennemvædes af en rummelighed af dimensioner - jeg taler om cask strength whiskies.

Jeg oplever, at jo mere mine smagsløg vænner sig til disse kraftige dramme, desto mere holder jeg af dem. Dette være sig sagt generelt, for der er da nogle fadstyrkeaftapninger, der er alt for voldsomme og hvor det føles som kanoner, der går af i munden (og heldigvis er der mange herlige 40%-whiskyer) Men altså generelt, har I det også sådan, at I med tiden holder mere af den nydelse en cask strength whisky kan give?

Jeg kan helt klart tilslutte mig dette. Synes cask strength whiskyer åbner en helt ny verden for mig. En ting, der er karakteristisk, er jo at de fleste af dem ikke er kold-filtrerede, og mange er heller ikke farvede.
Man skal naturligvis gå lidt mere forsigtigt til dem, og frem for alt give dem tid i glasset til at åbne sig (gælder forøvrigt for alt whisky).
Som én skrev i en anden tråd kan det være en ide, at vænne munden til dem ved at starte med lavere styrke whisky. Denne kan man så nyde, mens den anden "hygger sig" i glasset.

På dette års Skotlandsferie har jeg fokuseret på cask strength. Har smagt en masse forskellige, især på Islay-turen. Og de fleste af dem, jeg har købt, er cask strength udgaver af de fleste kendte Islay-malts.

Den eneste, der skuffede mig lidt, var Bunnahabhain "Móine", en 7-års røget specialaftapning i anledning af Feis Ile 2004. Den var alt for skarp og unuanceret, jeg måtte faktisk sidde og "kæmpe" med den i et par timer. Enten giver "Bunnys" kedler en skarpere sprit, når malten er røget, eller de har brugt et træt fad, der slet ikke har blødgjort den. Sammenlignet med VYA, som på kun 6 år er meget mere afrundet i smagen, men stadig en stærk oplevelse (stærk i flere betydninger), foretrækker jeg helt klart den sidste.

Næstbedst er de ikke-koldfiltrede 46% abv malts, og helst uden tilsat farve.

Slàinte
Karl Ejnar
PS: Sidder lige nu og glæder mig og undres lidt over, at den sidste slat af en Bowmore Legend, der har været åben 3år, stadig har masser af tørv og andet godt. Troede, den var blevet flad, men en dejlig overraskelse. Så man kan altså også godt nyde en helt alm 40% koldfiltreret og karamelfarvet malt i ny og næ.

JimTaggart,

Jeg oplever, at jo mere mine smagsløg vænner sig til disse kraftige dramme, desto mere holder jeg af dem.

Det er så nok her jeg har en del at lære....
Jeg har kun smagt enkelte cask strenght og har endnu ikke helt vænnet mig til styrken.
Jeg drikker whisky uden vand, men der er vel ikke noget formål i at købe en cask strenght og fylde lidt vand i - eller hvordan ser du det ?
Som bekendt liver nogle whisky op med vand, men gælder det efter din (jeres) mening også her...?

Man kan faktisk regne sig frem til hvorfor der må være meget mere smag i en cask strength whisky.

Hvis vi tager udgangspunkt i en typisk cask strength whisky på 55%, så er der tale om 55% ren alkohol som smager fuldstændig ens uanset hvad for en whisky det drejer sig om.

Så er der 44,5% vand. Der kan selvfølgelig være regionale forskel på vandets karakter, men næppe så store forskel at de ikke overdøves af spritten.

Og så er der de sidste 0,5% som er de egentlige smagsstoffer som definerer whisky'en.

Hvis aftapperen vælger at hælde vand på, så varen kommer ned på f.eks. 40% sprit, så skal der 35 cl vand til en liter 55% cask strength whisky.

I denne blanding udgør smagsstofferne nu kun 0,37%, d.v.s at der målt i volumen er hele 35% mere smagsstoffer i 55% cask strength versionen end i 40% udgaven.

Det er noget man kan smage, selv om man lige skal vænne sig til de høje spritprocenter.

Det er faktisk også et godt argument for at drikke ældre whisky. Sprittens andel falder støt med alderen og der sker også en vis vandfordampning, så smagsstoffernes andel er større.

Derfor går jeg gerne efter gammel cask strength whisky med lav spritprocent. Man får ekstra smag uden at spritten overdøver helheden. I øjeblikket har jeg f.eks. Peerless Highland Park 34 år på 40,3%, Peerless Longmorn 33 år på 43,6% og Hart Bros. Springbank 34 år på 40,9%.

Al Jones

Nu bliver dette forum jo HAMRENDE interessant - både fordi det bliver udfordrende, forskende og lærerigt - men også fordi jeg må erkende, at jeg måske sov i fysiktimerne....

Al Jones - du må altså lige definere ovenstående.

Mener du dermed, at de 55% alkohol er en vædske, der INTET har med det vand at gøre, som stammer fra destilleriet? Og at der i alkoholen IKKE er smagsstoffer fra rygningen? Og så videre?

Vel at de resterende 45 % er mere eller mindre rent vand - det kan jeg godt forholde mig til, men mig bekendt, optager et alkoholmolekyle også et vandmolekyle - og derfor er vand-procenten også relativ høj efter 1. destillation (eller alkoholprocenten lav om man vil) - men hvordan kommer du frem til de 0,5% smagsstoffer - er det grebet ud af luften, er det en oplysning fra en MasterClass - eller hvor har du det fra?

Jeg synes, at det er en MEGET interessant vinkel, som du lige har fået knyttet til vores lidenskab!

Slainthe

Flemming

MacAll skrev:

Det er så nok her jeg har en del at lære....
Jeg har kun smagt enkelte cask strenght og har endnu ikke helt vænnet mig til styrken.
Jeg drikker whisky uden vand, men der er vel ikke noget formål i at købe en cask strenght og fylde lidt vand i - eller hvordan ser du det ?
Som bekendt liver nogle whisky op med vand, men gælder det efter din (jeres) mening også her...?

Min ringe erfaring siger mig, at enkelte cask'ere kan blive mere tilgængelige af en smule vand. Enkelte kan desuden være så kraftige, at smagsløgene nærmest lammes, hvilket ikke er hensigtsmæssigt på fx. en whiskymesse. Som grundregel mener jeg dog, at alle whiskyer, inklusive cask strength, skal nydes som de er. Ganske ufortyndede. Og m.h.t. at lære, så bliver ingen af os færdige med at lære i denne berigende whiskyverden.

Venlig hilsen
Lars Knudsen

Svar til Flemming.

Alkoholprocenten der angives for en whisky er mængden af ren ethanol målt ved 20 grader. "Alcohol strength is normally defined as the concentration of ethyl alcohol in a solution by volume at a specific temperature" (Whisky: Technology, Production and Marketing, side 284)

Formlen for ethanol er C2H6O med følgende molekylopbygning:

H H
' - '
H - C - C - OH
' '
H H

Så nej, der er ikke vand (H2O) i ethanol.

Vand og ethanol er begge uden duft og uden smag. De egentlige smagsstoffer som stammer fra gær, byg, rygning, fadet og diverse kemiske reaktioner under gæring, destillation og lagring udgør en forsvindende lille del af væsken i flasken.

Jeg skrev at en flaske whisky ved 55% indeholder 0,5% smagsstoffer og det er faktisk højt sat. I bogen Malt Whisky skriver Charles McLean at smagsstofferne udgør typisk 0,2% ved 40% alkohol:

"the flavour elements, called "congeners", in a bottle of whisky at 40% ABV must be sought in a mere 0.2% of its contents. The remaining 59.8% is water, and both it and the 40% alcohol are neutral in taste and smell."

Med det som udgangspunkt, bliver det til kun 0,27% smagsstoffer ved 55% alkohol.

Man har efterhånden konstateret over 300 forskellige smagsstoffer som kan findes i whisky, men de forekommer i uhyre små koncentrationer.

Det er det vidunderlige og forbløffende ved whisky at vi kan få så meget ud af så lidt.

Al Jones

Fandt min danske udgave af bogen frem...

Side 66: Eksperter i sanseindtryk har identificeret godt 300 forskellige smagsstoffer i maltwhisky og skønner der er lige så mange til, der endnu ikke er blevet isoleret og beskrevet. Og dette skønt smagsstofferne, også kaldet congenerne, i en flaske whisky ved 40% alkoholstyrke kun findes i sølle 0,2% af indholdet. De resterende 59,8% er vand, og både vandet og de 40% alkohol er neutrale, uden smag og lugt.

Vi er nede i fysiklokalet - og der fik jeg vist kun middelkarakter....

Tak for de spændende oplysninger - vi lærer alle noget hver dag....

Slainthe

DANSK MALTWHISKY AKADEMI

Flemming Gerhardt-Pedersen

Helt i orden, Flemming.

Jeg valgte netop at se bort fra den noget hidsige tone i dit første indlæg, fordi jeg kunne huske hvordan jeg selv reagerede første gang jeg fik at vide at der kun er 0,2% "smag" i en flaske whisky.

For den tekniske/kemiske side af sagen støtter jeg mig oftest til Appreciating Whisky af Phillip Hills og især Whisky: Technology, Production and Marketing, en lærebog med artikler samlet af Inge Russell.

Man behøver ikke at dyrke kemi indgående for at få en a-ha oplevelse ved at konstatere at bestemte smags/duftsindtrk kan forbindes med visse stoffer i whisky.

Hvis man f.eks. aner ost eller fodsved, kan det være diacetyl. Frugt/bær er etylacetat, nødder er acetaldehyd, o.s.v.

For at anskueligøre hvor små mængder der er tale om, så bruger man som måleenhed "gram per 100 liter alkohol" for overhovedet at kunne registrere tilstedeværelsen af disse smagselementer.

I en typisk Speyside måles 5,4 g acetaldehyd per 100 liter alkohol, 2,1 g diacetyl og 26,3 g etylacetat.

Det er imponerende at næsen og tungen kan registrere så små mængder, ikke mindst når de er opløst i så meget alkohol.

Al Jones

Udgangspunktet er gram per 100 liter ren, ufortyndet alkohol (100% ethanol).

Ved 1 liters flasker og 50% alkohol, bliver de 5,4 gram acetaldehyd fordelt på 200 flasker med 0,027 gram per flaske.

Ved 0,7 liters flasker og 40%, bliver de 5,4 gram fordelt på 357 flasker med 0,015 gram per flaske.

Vi taler om uhyre små mængder som vi er i stand til at sanse.

For at tage et mere velkendt smagselement som røg, måler Russells bog 0,01 gram fenol per 100 liter alkohol i samme Speyside.

Ved 1 liter flasker og 50% alkohol (200 flasker), bliver det til 0,00005 gram fenol per flaske.

Ved 0,7 liter flasker og 40% (357 flasker), bliver det til 0,000028 gram per flaske.

I en unavngiven Islay måles 0,11 gram fenol per 100 liter alkohol.

Ved 1 liter flasker og 50% alkohol (200 flasker), bliver det til 0,00055 gram per flaske.

Ved 0,7 liter flasker og 40% (357 flasker), bliver det til 0,00031 gram per flaske.

Al Jones

Det er da godtnok imponerende Al, du har ordentligt haft gang i lommeregneren
Men regnestykkerne forudsætter vel, at whiskyen behandles ens i de to tilfælde.

Så hvis C.S.'en, (som jeg formoder) er ufiltreret, og 40%'en er koldfiltreret, så bliver forskellen vel mere markant, eller hur?

Nogle af smagsstofferne vil vel lide under filtreringen.

Men immervæk stadig imponerende, at det er disse meget små mængder, der udgør vores hobby.

Slàinte
Karl Ejnar

Ja, mængden af disse sporstoffer reduceres yderligere ved koldfiltrering. Hvor meget der fjernes - og hvor meget det betyder for oplevelsen - er emner der debatteres hidsigt.

Men med så lidt til at starte med, bør man vel holde igen med at frarøve whiskyen smagsstoffer.

Det ville være en smal sag at lave en kemisk analyse af samme whisky før og efter koldfiltrering, men jeg har aldrig set det. Det er heller ikke noget som destillerierne er interesseret i at få opklaret.

Jeg kender dog een mulighed for at få førstehåndserfaring med før/efter koldfiltrering.

Té Bheag blended whisky på 40% fåes i to ellers identiske udgaver. Den med brune etikette er koldfiltreret. Den med hvide etikette er ufiltreret.

De er til at få her i landet, men jeg har endnu ikke villet ofre ca. 7-800 kr. på sagen.

Al Jones

Der er en anden mulighed, men det kræver, at man kommer forbi Bladnoch. Raymond Armstrong har aftappet 10-års Bladnoch 40% i to udgaver, med og uden koldfiltrering.

Så kunne folk selv bestemme. Jeg købte dog ikke nogen af dem, men derimod cask strength 13 og 15 år, samt en single cask aftapning fra John McDougall.

Den ufiltrerede så godtnok lidt ulækker ud, sådan lidt grønlig grumset, men der er da nogen af de besøgende, der vælger dén.

Slàinte
Karl Ejnar

Når man først har set en flaske whisky grumser til, så har man svært ved at tro at alt det bare kan fjernes uden videre konsekvenser for duft og smag.

Målet er at fjerne de fedtsyrer som er opløst i spritten, men som samler sig og bliver synlige ved lav temperatur, tilførelse af vand eller isterninger. Men det er givet at meget andet ryger med.

Det er ikke muligt at sige hvor meget der fjernes ved koldfiltrering. Det afhænger af flere faktorer, især temperatur, filtrets tæthed og gennemstrømningshastighed.

Single malt filtreres typisk ved mellem 2 og 6 plus-grader. Lavere temperatur giver mere effektiv filtrering.

Blended whisky filtreres ved temperaturer helt ned til -4 grader! Det skyldes at der er færre fedtsyrer i grain whisky, så der skal lavere temperatur til for at få dem samlet.

Det kunne måske være medvirkende årsag til at mange finder blends mindre interessante.

Al Jones

JimTaggart,

Jeg bryder mig gerne om whisky ved 40%, men jeg mener at Cask Strength produktet er langt det bedste. Det kræver bestemt tilvænning at håndtere denne yderst potente væske, men det plejer folk at lære.

Det vigtigste for mig ved CS whiskies er, at de åbner mulighed for altid at passe til mit humør, uanset om jeg så har lyst til en rolig 40% oplevelse eller går efter den ufortyndede vare.. Og har jeg lært noget, så er det, at ens humør (og mundhule) kan svinge meget. Med en 40% whisky er du ganske simpelt berøvet nogen muligheder.

CS whisky indeholder både vand og alkohol, men vandet (forstået i lægmandstermer) indeholder helt klart smag. Vand, der tilsættes ved at man åbner for hanen hen over fadet, er neutralt som det vand du selv har derhjemme. Ren fortyndigt er fint - så længe man selv er herre over det.

--Vad

Hvis du mener at destillerivandet har egen karakter som slår igennem på whisky'en, så er det endnu et argument imod fortyndet whisky.

Kun Springbank, Bruichladdich og Glenfiddich har egen tappehal og dermed mulighed for at bruge samme vand til "reducering" som de bruger ved produktion.

De andre fortyndes og aftappes på store industrianlæg i Edinburgh og Glasgow som benytter det lokale postevand.

Al Jones

Före destillation kan man använda i stort sett vilken vand som helst... det blir ju renat på vägen, det som späds med innan det hamnar på flaska måste ju vara tjänligt att dricka...