Laphroaig 10 års cask

More
19 years 9 months ago #1322 by Towle
Laphroaig 10 års cask was created by Towle
Ja, så kommer der igen et fumlende indlæg i den evige historie om mine første erfaringer udi whiskyens velsignelser ;-)

En god ven - og efter dette: en rigtig god ven - har foræret mig en trepak Laphroaig Collection i papkasse med tre flasker à 33 cl. En almindelig 10 års, en 15 års og en 10 års cask strength 57,3%. Vi har i flere dag forberedt os fysisk og psykisk til en prøvesmagning og nu skal I bare høre :-)

Den almindelige 10 års sprang vi over, da vi i forvejen har kvalt adskillige flasker af denne gudedrik. Med stor andægtighed plaskede vi en god sjat 15 års op i glassene og jeg skal da lige love for at vi fik en oplevelse. I forhold til 10'eren er det en rigtig god oplevelse: stor krop, lidt sødlig og en rig aroma i såvel duft som smag. Rulle, rulle, smaske, smaske..... jow, jow, det er en rigtig dejlig mundfuld.

Så kom vi til den i fadstyrke. Vi er jo ikke af vikingeæt for ingenting, så taktikken var klar fra begyndelsen: ingen vand uden at smage grundigt først. Den sved dog noget på tungen og i mundhulen og den forekom meget lukket og smal, så vi besluttede os for at forsøge med til vandtilsætning. Ganske forsigtigt - nogle få dråber ad gangen - smagte og duftede vi løbende, men pludselig var den død - faktisk uden at have givet livstegn fra sig i mellemtiden. Jamen, jamen, hvad var nu det? Det kan da ikke passe. Om igen! Smaske, slubre, gurgle..... jo, den var god nok (den første indskydelse, ikke whiskyen). Den foldede sig aldrig rigtig ud. Duften var til enhver tid bedre end smagsoplevelsen og vi var nok en lille bitte smule skuffede, men forventningerne var altså også høje.

Er der nogen der vil sparke bolden ind over? Hvad er Jeres erfaringer i lignende sammenligninger?

Venlig hilsen
Kurt (og Margrethe)

Venlig hilsen
Kurt "Towle"

Please Log på or Create an account to join the conversation.

More
19 years 9 months ago #1329 by Towle
Replied by Towle on topic Laphroaig 10 års cask
Hmmm, jeg kan jo lige så godt blive ved med at trampe rundt i det spinatbed jeg selv har tilsået og det skal da heller ikke skorte på et indlæg om min oplevelse 2 med Laphroaig 10 år cask. Efter en gang frikadeller med egen avl af kartofler, blomkål og gulerødder, følte jeg mig her til aften virkelig rustet til endnu et livtag med denne kradsbørstige whisky. Det gik langt bedre, kan jeg hilse at sige.

Min erfaring (sic!) har nu lært mig, at jeg nok var for bange for den i aftes. I dag tog jeg væsentlig større mundfulde - ufortyndet - og lod det brænde og svide hvad det ville. Efter behørig snusen i fulde og dybe drag, tog jeg en forsvarlig mundfuld og skyllede kraniet godt og grundigt indvendigt. Efter nogle sekunders pinsel og tårer i øjnene, begyndte varmen og den fulde smag at brede sig. Før næste slurk kom jeg dog to dråber vand i og det var lige det der skulle til.

Og så sidder jeg jo og funderer over om jeg virkelig er den eneste nybegynder her? Hvis det er tilfældet, har forummet så ikke et problem? Misforstå mig ikke: Jeg har meget stor respekt for alle de dejlige og kloge mennesker her, der tilsyneladende alle har drukket whisky længe før det igen blev populært, men hvad med alle de nye, der nu hopper med på trenden?

For mig, som amatør i første potens, ville det være berigende om nogen ville dele deres helt basale erfaringer med selve det at drikke whisky og prøver at genkalde sig hvordan det var at stå famlende og jomfruelig over for de ædle dråber. Jeg kan jo se af andre indlæg i andre sammenhænge, at i det mindste nogen er glade for at den slags bliver diskuteret.

P.S. Og så tog jeg mig lige en Ardbeg Ten. Det er stadigvæk - efter min mening - en ringe whisky. Jeg har dog til gode at smage ældre aftapninger fra før produktionspausen og det er måske det der er galt? Og så mangler jeg jo erfaring og kan kun sammenligne med Laphroaig, da jeg endnu har tilgode at smage Bowmore, Lagavulin o.s.v. Men er jeg helt galt afmarcheret? Er der nogen der mener at Ardbeg Ten hører til i eliteklassen?

P.P.S. Jeg vil nok fremover være lidt forsigtig med alt for bastante udmeldinger. Siden jeg for nyligt kom til at karakterisere Famous Grouse som den rene maskinsprit, har jeg smagt den flere gange og den vinder faktisk ved nærmere bekendtskab. Da det dertil gik op for mig, at en væsentlig bestanddel af Den Famøse er Highland Park, kan jeg lige pludselig godt lide den. Er det ikke lidt pudsigt? ;-)

Venlig hilsen
Kurt Hansen

Venlig hilsen
Kurt "Towle"

Please Log på or Create an account to join the conversation.

More
19 years 9 months ago #1331 by JimTaggart
Replied by JimTaggart on topic Laphroaig 10 års cask
Hej Kurt (og Margrethe)
Lad os da endelig fumle! Jeg har drukket whisky de seneste 4-5 år af mit 30årige liv - jeg er stadig nybegynder, og jeg nyder det! De oplevelser, jeg kan få i drammenes verden kan gøre mig sprudlende opstemt eller ydmygt stille. Da jeg som whiskyjomfru smagte en Macallan , kendte jeg intet til de ædle dråbers verden. Jeg havde ganske vist hygget mig i selskab med amerikanere som Jim Beam og Jack Daniel's og nydt Paddy og John Powers irske lune, men da Macallan perlede hen over smagsløgene skete der noget mærkbart. Jeg kunne ikke beskrive det med ord, men et sted dybt indeni gik jeg ind i en ny verden.
Jeg kendte ikke noget til alle de forskellige mærker, da jeg stod i supermarkedet og købte min første malt, men jeg måtte bare gøre noget. Et tog, der begynder at rulle er ikke sådan at stoppe! Jeg måtte prøve nye whiskyer, gerne så ofte som muligt, dér lørdag eftermiddag foran skærmen med Tipsklubben. Senere kom smagningerne til. "Kan man virkelig gå til whiskysmagning? Hvordan er de andre? Er det kun noget for kyndige? Bliver der løftet med lillefingrene som ved et andet engelsk teselskab"? Jeg tænkte mange tanker, før jeg kastede mig ud i de forskellige arrangementer, men det var simpelthen en nødvendighed for mig at vide mere om denne forunderlige drik, der nok var tilgængelig men svær at definere.

"Åh, nu hvor jeg har opdaget singlemalt, vil jeg ikke drikke blended whisky mere". Jeg kan ikke sige mig fri for at have tænkt dette. Måske er det en naturlig del af singlemalt-forblændelsen. Efter en rum tid, da forblændelsen var aftagende (jamen, er den nu det?) fandt jeg mig selv fri- eller ufrivilligt drikkende endnu en Famous Grouse, endnu en Muirheads fra Fakta, idet jeg måtte konstatere: -Det er da ikke så ringe endda. Af en blended :) Nej, hver en glæde til sin tid. Hellere fumle end skumle!

Og kender vi egentlig en whisky eller whiskytype, vi har smagt én gang eller ti gange? Svaret er vel både "Næppe" og "Ja, det gør jeg da". Lige så lidt eller meget vi kender den samme skov, vi går tur i hver uge, den samme mark, der passeres, det samme menneske, vi møder, det samme stykke musik, der høres. Hvert et møde er unikt, hvis vi evner at opfange det - andre gange finder vi ikke det smukke i udsigten, synes måske Highland Parks 12årige er lidt træt i smagen (tag dig nu sammen, Lars!) Er det ikke også lidt pudsigt?

M.h.t. Laphroaig'erne, så er du, Kurt, gået direkte til angreb på Islay'erne. Dét kraftige gummistads holdt jeg mig fra den første tid. Nu synes jeg, Laphroaig er i top. Den 10års er så insisterende og tilpas sin egen, at jeg kun kan sige "Ahh". Den overgås dog in my humble opinion af sin sværvægtsbror, den 10årige Cask Strength. Denne fede, let glidende whisky slynger sig rundt i munden som en abe i en liane. Her er VARME og stærke bolcher. Uhm!! Og det er da herligt, vi har så forskellige meninger om den, ikke sandt?

Ardbeg Ten er ikke min kop te. Den er (stadig?) for bombastisk til mig. Jeg har derimod smagt en 17års Ardbeg, som var overraskende sød - en klart mere afdæmpet whisky, synes jeg.

Tja, det var ordene for nu. Næ, hov, lige lidt om maskinsprit. Maskinsprit for mig er en whisky ved navn Mac Percy. Min kæreste serverede den ved et af mine første besøg (vi er dog stadig sammen :)

Venlig hilsen
Lars Knudsen

Please Log på or Create an account to join the conversation.

More
19 years 9 months ago #1333 by MacNiels
Replied by MacNiels on topic Laphroaig 10 års cask
Jeg har selv været i besiddelse af en Laphroaig 10 års cask strength og syntes selv, at det var noget forfærdelig krads stads i starten.
Jeg synes dog at den er blevet bedre og bedre efterhånden som man lære den at kende. En god idé er at lade den stå i glasset i et lille stykke tid inden den nydes, det kan tage den værste sprit smag. At komme vand i whisky er lidt blasfemisk for mig, men jeg har dog eksperimenteret med vand i denne da den er noget krads. Men den skal nu nydes uden vand (uden at det skal lyde vikinge agtigt).

MacNiels

PS. det underordnet hvad folk synes er godt, det har intet at gøre med prisen, blended / single malt eller hvilken aftapning, men hvad der falder i deres smag!

Niels Ladefoged
Whiskynyt.dk

Please Log på or Create an account to join the conversation.

More
19 years 9 months ago #1335 by Peterap
Replied by Peterap on topic Laphroaig 10 års cask

Jeg har selv været i besiddelse af en Laphroaig 10 års cask strength og syntes selv, at det var noget forfærdelig krads stads i starten.
Jeg synes dog at den er blevet bedre og bedre efterhånden som man lære den at kende. En god idé er at lade den stå i glasset i et lille stykke tid inden den nydes, det kan tage den værste sprit smag. At komme vand i whisky er lidt blasfemisk for mig, men jeg har dog eksperimenteret med vand i denne da den er noget krads. Men den skal nu nydes uden vand (uden at det skal lyde vikinge agtigt).

MacNiels

PS. det underordnet hvad folk synes er godt, det har intet at gøre med prisen, blended / single malt eller hvilken aftapning, men hvad der falder i deres smag!

PS. det underordnet hvad folk synes er godt, det har intet at gøre med prisen, blended / single malt eller hvilken aftapning, men hvad der falder i deres smag!


Kan jeg kun tilslutte mig :)

Jeg må tilstå, at Ardbeg TEN er en af mine absolutte yndlings whiskyer. Den er nok noget kradsbørstig, men jeg mener på ingen måden den er oppe i retning af Laphroaig. Samtidig har den en vis "frisked" el. citrus, som jeg ikke umidddelbart har kunnet finde i andre Islays.

En af de værste af disse jeg i øvrigt har smagt var Lagavulin "double matured" - en fed klæbrig substans, med en meget voldsom sherrykarakter, der ikke gjorde underværker for den ellers lækre standardaftapning og dens sherryafrunding.

Please Log på or Create an account to join the conversation.

More
19 years 9 months ago #1336 by Peterap
Replied by Peterap on topic Laphroaig 10 års cask
hov - det der med citater skal jeg nok øve mig i :)

Please Log på or Create an account to join the conversation.

More
19 years 9 months ago #1337 by Lading
Replied by Lading on topic Laphroaig 10 års cask

Men den skal nu nydes uden vand (uden at det skal lyde vikinge agtigt).

MacNiels


Hep!
Synes nu den "vinder" med et par dråber vand (uden at det skal lyde tøse agtigt). :wink:

Bruger du heller ikke vand i f.eks. en "Rare Malts" på 60-65%?

Lading

> Lading <

Please Log på or Create an account to join the conversation.

More
19 years 9 months ago #1342 by vad
Replied by vad on topic Laphroaig 10 års cask
Hey Towle,

Whisky - især dem ved fadstyrke (CS) - skal efter min erfaring håndteres omhyggeligt, og ikke alle er lige nemme at gå til. Jeg foretrækker faktisk altid at varme op med de mildere whiskies og nogen fra 40-46%, inden jeg kaster mig over CS'erne

Jeg forstår godt, hvorfor nogen synes vand i whisky er blasfemisk, for det er uhyrligt nemt at udvande en whisky til udrikkelighed. Se eksemplet her:
apodion.com/cgi-bin/whisky_dram. ... %2055%2050

Jeg synes, det er fint at putte lidt vand i en fx Laphroaig 10 CS, hvis det er den første whisky, man skal til at nyde. Den whisky er vel ret beset ikke lavet til at smage optimalt - den er derimod aftappet råt for usødet fra tønden. Så hvem kan sige, at der findes en "kosmisk korrekt styrke" på netop den whisky?

Ud over det, er det min erfaring, at varmespørgsmålet er det vigtigste. Hermed mener jeg, at man skal slynge og varme sin whisky godt og grundigt til lige præcist den temperatur, som får den konkrete whisky til at leve. Fx. brød jeg mig overhovedet ikke om Ileach CS (en Lagavulin incognito), men den bliver faktisk helt OK, når den er meget håndvarm. Så det er bare om at holde ved glasset hele tiden. Derimod har jeg en vanskeligere Coal Ila 12 års OMC 50%, der bestemt ikke vinder ved hård opvarmning. Den skal være mere midt i, og den skal gerne være lidt koldere end munden, når den ryger(!) ind. Ellers mister den sin charmerende friskhed, og den mister karakter.

Generelt mener jeg derfor, at man bør smage på en whisky 3 gange under en smagning. Et lille nip, når den er stuetemperatur og lige kommet i glasset, en god slurk ved middel varme, og en god sidste slurk når den er blevet godt varm. Vand er tilladt, men bør foregå under professionelt tilsyn - det er SÅ let at slå drammen ihjel med vand, for der skal forsvindende lidt i. Tilsæt aldrig mere end en halv (standard) teskefuld vand af gangen, og hellere for lidt end for meget. Pas på med sugerør, da der nemt ryger en masse H2O gennem rørledningen - og find evt ud af, hvor mange dråber, der går til en halv teskefuld vand, hvis du har adgang til pipette. ( *suk* ja mine videnskabelige sider fornægter sig ikke helt ....)

--Vad

Please Log på or Create an account to join the conversation.

  • redlich
  • Visitor
  • Visitor
19 years 9 months ago #1344 by redlich
Replied by redlich on topic Laphroaig 10 års cask
Det er efter min mening umuligt at generaliserer mht. vand og whisky.
Rigtig mange whisky vinder virkelig meget med lidt vand, og nogle dør fuldstændigt.
Jeg smager altid en ny malt uden vand først, og tilsætter derefter lidt vand...
Det er min oplevelse at de fleste whisky vinder med et par dråber vand.

Jeg er godt klar over at Jim Murray er meget religiøs om emnet, og han har en del tilbedere, især i jylland, som aldrig ville komme vand i whisky (fordi Jim har sagt det ??), de går dog efter min mening glip af nogle gode oplevelser ;)

Vigtigst af alt, drik din whisky, som du bedst kan lide at drikke den 8)

Slainthe
Michael

Please Log på or Create an account to join the conversation.

More
19 years 9 months ago #1345 by MacNiels
Replied by MacNiels on topic Laphroaig 10 års cask
Nu skal det ikke lyde som om at jeg aldrig tilføjer vand til min whisky, for det gør jeg.
Stort set hver gang jeg smager en ny, bliver den prøvet med og uden vand. Ofte vinder duften en del ved vand, men ældre og mere sarte malts kan godt tabe en del i smagen ved brug af vand.
Så jeg siger ikke at vand er skidt, men man skal være varsom med det.

Og Michael, det er rigtigt, hvis nogle kan lide isterninger i deres malt, så nyd det på denne måde. Det er trods alt det vigtigste.

MacNiels

Niels Ladefoged
Whiskynyt.dk

Please Log på or Create an account to join the conversation.

More
19 years 9 months ago #1346 by MacChristensen

Så jeg siger ikke at vand er skidt, men man skal være varsom med det.
Og Michael, det er rigtigt, hvis nogle kan lide isterninger i deres malt, så nyd det på denne måde. Det er trods alt det vigtigste.
MacNiels


Når jeg får mig en dram så er det altid efter følgende opskrift:

2/3 whisky og 1/3 whisky..... :lol: Jeg har endnu ikke mødt en whisky jeg fandt vinder ved vand, ahr okey - Very Young Ardbeg kunne måske godt tage et par dråber, men ellers ikke.

Men som sagt af Redlich og MacNiels, så skal man naturligvis nyde sig dram på den måde man selv foretrækker den - om det så er med is.

Slainte

MacC

Slainte,
Jesper

Please Log på or Create an account to join the conversation.

More
19 years 7 months ago #1542 by Nattlorden
Replied by Nattlorden on topic Laphroaig 10 års cask
hehe... dags att göra skäl för att vara skåning....

Jag har ännu inte mött en whisky som inte vinner på vatten*. :wink:


* förutom standardutgåvan av Talisker.

/Björn Andersson
WhiskyTour, WhiskyCenter(Malmö), SMWS, Aberlour Companion & Ardbeg Committee member
Min kollektion

Please Log på or Create an account to join the conversation.

More
19 years 7 months ago #1820 by mkv
Replied by mkv on topic Laphroaig 10 års cask
Kære mr. Towle: ARDBEG er noget af et bedste og :mrgreen: ypperligste af alle maltwhisky`s, basta.
mkv. 8)

Please Log på or Create an account to join the conversation.

More
19 years 7 months ago #1830 by Towle
Replied by Towle on topic Laphroaig 10 års cask
mkv skrev:

Kære mr. Towle: ARDBEG er noget af et bedste og :mrgreen: ypperligste af alle maltwhisky`s, basta.

Det er der mange der siger og så det jo passe? Og hver gang må jeg gå den tunge gang hen til skabet og hælde en ordentlig squiiis op. Nå, ned med skidtet - det ender vel med at jeg kommer til at holde af den :wink:

Venlig hilsen
Kurt

Venlig hilsen
Kurt "Towle"

Please Log på or Create an account to join the conversation.

More
19 years 7 months ago #1841 by karlejnar
Replied by karlejnar on topic Laphroaig 10 års cask
Hej Kurt

Smag og behag er som bekendt "hver sin". Men jeg håber ikke, du gør som du skriver. Det er jo lidt synd for den gode whisky. Det er jo ikke en Rød Aalborg, som visse folk smider i fryseren, for at den bliver nemmere at hælde ned i 'løgneren'.

Næh - whisky skal have tid ... og tid ... og mere tid.
Hæld den op i glasset - lad den stå - varm den evt. i hånden, men fremfor alt, brug Jim McEwan's råd: Ét minut pr år, dvs giv Ardbeg TEN mindst 10 minutter. Hæld den ikke ned i store slurke, men da det jo netop ikke er snaps, så må der gerne bides små bidder.

Men når alt dette er sagt - indrømmet Ardbeg TEN er lidt ekstrem. Faktisk synes jeg, de nye VYA og AVY er mere afrundede i smagen, når man tager højde for at det er fadstyrke. De er kun 6 år, men er lagret udelukkende på friske bourbon-fade.
Det som er brugt til TEN stammer fra den forrige ejer, og der kan være flergangs brugte fade imellem.

Men jeg kan godt unde dig, at prøve en gammel Ardbeg, gerne fra først i 70'erne. Det er noget helt andet. Har selv deres egen årgang 1977, virkelig udsøgt. Lord og the Isles er en anden udsøgt dest. aftapning.
Douglas Laings OMC og Platinum serier er andre bud, men de kan efterhånden være svære (læs: dyre) at få fat i.
Heldigvis havde Stig jo nogen med på Ardbeg-smagningen først på året.
Uheldigvis blev jeg så glad for LOTI, at jeg måtte købe én ;-)

Slàinte
Karl Ejnar

Slàinte
Karl Ejnar
Jeg er ikke samler - blot lidt bagud med at drikke ;-)

Please Log på or Create an account to join the conversation.

More
19 years 7 months ago #1842 by Towle
Replied by Towle on topic Laphroaig 10 års cask
Karl Ejnar skrev,

Smag og behag er som bekendt "hver sin". Men jeg håber ikke, du gør som du skriver. Det er jo lidt synd for den gode whisky.

Næeh, det gør jeg nu ikke. Jeg gør mig faktisk umage med at lytte til erfaringer og råd fra de gode folk i dette forum og jeg gør bestemt fremskridt m.h.t. den rette indtagelse.

Jeg har ved flere lejligheder givet udtryk for, at Ardbeg Ten, efter min ringe mening, er en primitiv whisky og det mener jeg stadig, men det forhindrer mig skam ikke i at drikke den jævnligt. Helt ringe er den trods alt ikke. Og misforstå mig ikke: Jeg er til Islay og gerne med meget røg, tjære, fenol og døde sømænd.

Men jeg kan godt unde dig, at prøve en gammel Ardbeg, gerne fra først i 70'erne. Det er noget helt andet.

Det har jeg endnu tilgode, men det glæder jeg mig meget til :D

Venlig hilsen
Kurt

Venlig hilsen
Kurt "Towle"

Please Log på or Create an account to join the conversation.

Time to create page: 0.280 seconds