Akademi-rejse: tur-noter 3

Springbank besøg

Turens første destilleribesøg onsdag den 17. er selvfølgelig omgivet med stor spænding, især fordi det skulle være livets allerførste destilleribesøg for en del af os.

På vej til destilleriet passerer vi Springbank Evangelical Church, sandsynligvis en af de mange skotske kirker bygget af destilleriejere for at gøre lidt bod for produktets syndige indvirkning på lokalsamfundet.

Alle romantiske forestillinger om gamle gårdbygninger med pagoda-tag placeret dybt inde i en naturskøn dal forsvinder hurtigt. Springbank ligger nærmest i en baggård midt i den meget overskuelig by Campbeltown i anonyme hvide bygninger, bortset fra de mure som er angrebet af en sort svampeart som lever af alkohol i luften omkring destillerier.

Vi modtages af Kate Wright, visitors co-ordinator og bestyrer af fanklubben Springbank Society. Der er næppe mange andre destillerier end Springbank som kunne slippe afsted med at opkræve £15 i årligt medlemsgebyr for at få lov til at udsende lidt reklamemateriale en gang imellem.

Det ville være synd at påstå at Springbank gør meget ud af besøgende. De tager slet ikke imod gæster fra 1. oktober til 1. april. Der er faktisk ikke afsat een eneste kvadratmeter til formålet, ikke engang en butik med whisky og souvenirs. Der hevises i stedet til Cadenhead’s butik lidt længere hen ad vejen.

Der bydes heller ikke på en dråbe whisky undervejs. Når vi andre steder får lov til at smage lunken mask og nydestillat efterfulgt af et færdigmodnet produkt, så er det hver gang en overrumplende og lærerig oplevelse, men Springbank er tilsyneladende tørlagt.

Selv om Springbank er et af de ganske få destillerier hvor alt sker under eget tag lige fra maltning til aftapning på flaske, så står malteriet tomt når vi kommer ind i underetagen, en af de to store betonhaller hvor man tilsammen malter 20 tons byg om ugen i sæsonen.

Hos Springbank er det nemlig ”sæsonarbejde,” hvor destilleriets få medarbejdere tørrer byg i to 10-12 ugers perioder, lige efter juleferie og lige efter sommerferie. Resten af året brygges og destilleres på disse maltbeholdninger af de samme medarbejdere.

Springbank tørrer byg i tre forskellige grader af røgindhold til deres tre mærker: Springbank (moderat røg, ca. 25 milliontedele fenol), Longrow (kraftig røg, ca. 50 milliontedele) og Hazelburn (helt uden røg). Når man konstaterer at der er afsat 7 kornbeholdere til Springbank malt, 2 til Longrow og 1 til Hazelburn, så kan man gennemskue de mængder færdigvarer som man i øjeblikket producerer: 70% Springbank, 20% Longrow, 10% Hazelburn.

Det er lidt af en satsning, da den første Hazelburn ventes på markedet i 2007 som en 8-årig. Idag fordeler salget sig med 95% Springbank og 5% Longrow.

Navnene Longrow og Hazelburn er valgt, fordi det er to af de 5 tidligere destillerier hvis jord nu indgår i Springbank.

Fra det tomme malteri går vi ind i et støjhelvede, selve destillationen. Det får mig til at tænke at man nok hurtigt kan regne ud hvor ”primitiv” teknologien er på et destilleri, alene ud fra støjniveauet i produktionslokalerne. Hos Springbank benytter man f.eks. kæder der kører rundt inde i deres stills for at forhindre bundfald i at brænde på. En klokke ringer med jævnt mellemrum for at signalere at kæderne kører. Jeg spekulerer på om det ikke ville give mere ro på arbejdspladsen og samme resultat, hvis klokken ringede når kæden ikke kørte.

Destillationen giver et udbytte på 410 liter per tons byg, i alt 160.000 liter ren alkohol per år.

Vi kaster et blik indenfor i en lagerbygning og får at vide at når man hos Springbank blander tønder forud for aftapning, så ryger det hele tilbage på tønder igen i en 9-måneders periode, så indholdet af de mange tønder kan blive ordentligt integreret eller ”viet” (married), som det så poetisk hedder i fagsproget.

Det er måske en lille del af hemmeligheden bag Springbanks kvalitet. På andre destillerier vier man i meget kortere tid og mange steder vier man slet ikke. Man hælder bare tønderne sammen, rører lidt i gryden og aftapper straks.

Lagerbeholdningen er ikke så stor som den burde være, da Springbank, i lighed med så mange andre, slet ikke producerede i lange perioder op gennem 80’erne. Derfor er der ikke nogen 21-års for tiden og den 15-årige skal måske også snart holde en pause. Det langsigtede mål er et sortiment som skal bestå af Springbank 10, 15 og 21, Longrow 10, 14 og 18 og Hazelburn 8.

Ude på gårdspladsen, får vi udpeget tappehallen, men får at vide at der ikke er adgang for besøgende. Der er simpelthen ikke plads.

Vi begynder langsomt at fatte at turen vist er forbi. Kate tilbyder os at købe nogle 5 cl flasker til £3 med etiketten ”Private Bottling for Distillery Visitors 2003.” Hun lader som om hun ikke ved hvad der er i flaskerne. Vi lægger pengene og får kuponer som kan indløses i Cadenhead’s butik. Her fortæller ekspedienten beredvilligt at vores ”Private Bottling” indeholder ganske almindelig 10 års Springbank.

Når man sammenligner med andre destilleriers ”visitors’ centres” og butikker med alskens merchandise og alle husets aftapninger, så er Springbank på dette punkt lidt af en skuffelse. Det er ikke en overvældende gæstfrihed der præger stedet. Springbank skal besøges fordi man elsker produktet, ikke som turistattraktion.

Al Jones