Er det kun mig der synes at whisky taber lidt med alderen?

Hej MacNiels

Det skyldes at whiskyen \"mister\" noget af sin intensitet, og specielt phenol forsvinder gradvist med alderen, når det ligge på fadet.

Slainte
MacC

Jeg var til samme Kjær & Sommerfeldt smagning igår og var også forbløffet over hvor milde og venlige (jeg fristes til at sige anonyme) alle syv whiskies var.

Men det ville være meget forkert at generalisere om gammel whisky bare på basis af denne oplevelse.

Min erfaring er at de kraftigt røgede Islay-typer ikke ældes med ynde og 4 af aftenens 7 glas var netop Islay (Lagavulin 23 år, Bruichladdich 18 + 32 + 36). Alle var nydelige, men kraftforladte.

Port Ellen, Bowmore og Ardbeg vinder dog stort med alderen. Vi var tre mand der fik udvisket det blege indtryk af smagningen ved at snuppe en Bowmore 21 år inden vi forlod Casinobaren og senere en Ardbeg 24 år på Sct. Clemens.

Du skulle have smagt de to, så ville du ikke tvivle på fortræffeligheden ved gammel whisky.

Normalt er mere whisky det sidste jeg tænker på ovenpå en smagning, men det siger noget om gårsdagens udbud at jeg trængte til et par kraftige ting til at blæse indtrykket væk.

Glenlivet er - ligesom Glenfiddich - karakterløs ved en hvilkensomhelst alder, og den 28-årige i Murray McDavid Mission serien var kun marginalt mere interessant end den yngste standardvariant.

Royal Brackla i min erfaring bliver først interessant i en høj alder. Jeg har en fremragende 27-års fra Adelphi.

Highland Park er forrygende selv i en ung alder og bliver bare bedre med alderen. Jeg kan anbefale Hart Bros 35 år, Peerless 34 år, Old Malt Cask 27 år, Adelphi 17 år, Murray McDavid 14, Signatory 14 år.

At alle 4 Murray McDavid som vi prøvede igår var så milde og bløde og enkle skal altså ikke lede til konklusionen at sådan er gammel whisky. Der må simpelthen være tale om et meget bevidst valg fra Jim McEwans side i udvælgelse af tønderne for at opnå en knap så aggressiv stil i Mission serien.

Jeg vil også påpege at de spinkle cognacglas som blev benyttet ikke var særligt velegnet til at indramme duft og smag. Mine medbragte Blender\'s Malt Glass fremhævede det der trods alt var til stede noget bedre. Det var alle vist enige om som prøvede at sammenligne Glenlivet i begge glas.

For at genvinde troen på gammel whisky, anbefaler jeg følgende: Brora 25 år (Provenance), North Port 36 år (Old Malt Cask), Glen Mhor 34 år (Old Malt Cask), Glen Grant 27 år, Longmorn 28 år og den førnævnte Ardbeg 24 år. Alle er på listen hos Sct. Clemens.


God fornøjelse.

Al Jones

Jeg gik til smagningen med store forventninger til Murray McDavid Mission og små forhåbninger til Bruichladdich Vintage serien.

Murray McDavid har længe været blandt de mest pålidelige uafhængige og med ikke helt urimelige priser. Jeg håber ikke Mission serien er signal på en ny stil med højere priser og jævnere kvalitet. Det giver ingen mening at lave hundedyre single cask aftapninger, hvis de ikke er på højde med billigere standardvarer.

Jeg har prøvet at komme ind på livet af Bruichladdich ved flere lejligheder med den gamle 10 og 20-årige og de nye 10, 15 og 20-årige. Der var intet der sagde mig noget særligt. Jeg håbede at de særligt udvalgte og sammensatte Vintage serie modeller kunne afsløre flere nuancer. Det gjorde de desværre ikke.

Alt i alt den mest skuffende smagning jeg nogensinde har været med til. Men på den anden så ville jeg helt sikkert have overvejet køb af Royal Brackla og/eller Highland Park, hvis jeg ikke havde haft denne mulighed for at prøve dem. Så aftenen må siges alligevel at have et godt formål.

Nu skal jeg bare finde en forhandler med Macallan Replica 1841 i stedet.

Al Jones

Med hensyn til whiskyens alder, så foretrækker jeg personligt dem hellere ældre end yngre. Det er helt sikkert, (som Al allerede hár nævnt der) at de røgede whiskyen bliver mindre gennentrængede mht. hav, tjære, jod og røg som tiden går. Jeg synes personligt ikke, at dette er et tab for whiskyen. Snarere tvært imod

Kigger man på andre whiskyer kan man som regel sige, at whiskyer faktisk får en mere intens smag med alderen, da det at lagre en whisky på egetræsfadet er ligesom at reducere en sauce. Jo længere tid man rører i den varme sauce, jo mere koncentreret bliver den, eftersom at vandet gradvist fordamper. Ved modningen af whisky er det naturligvis blot de mest flygtige typer alkohol, der udåndes gennem porrerne i træet. Dermed er det de \"tykkere substanser\", der forbliver på fadet, hvorved smagen koncentreres.

I øvrigt har jeg også oplevet dette på eget krop Det er min opfattelse, at de mest smagsintense / koncentrerede whiskyer, jeg har smagt, også er blandt de ældste. Bl.a. har jeg prøvet en 36yo Speyside malt, der ændrede så meget karakter, at jeg øjeblikkeligt tænkte på \'Calvados\', da jeg havde smagt dem - meget morsomt og Ben Nevis 26yo er et godt eksempel på en malt whisky hvor malt-sødmen, er blevet meget koncentreret.

Der er naturligvis undtagelser. Mange Islay whiskyer er jo super-intense i en ung alder, men det er blot af helt andre årsager, og cooperens valg af tønde kan absolut også gøre underværker - selv i en ung alder. Glenrothes 10yo fra Cadenheads er et eksempel herpå. Efter en tår af den oplevede jeg en sand smags-explosion i munden - nam.

Så hvis ellers fadet og den eventuelle vatting har været i orden, så kan jeg rigtig godt lide de rigtig gamle whiskyer, og det til trods for, at den generelle opfattelse i Scotland (som jeg oplevede den) er, at en whisky ikke forbedre sig væsentligt ud over de 15-18 år, hvilket igen jo er en smags-sag. Akkurat ligesom alt andet med denne gylde tår

Kim M.

Netop det at en ældre whisky af sig selv kan dampe ind til en lavere spritprocent uden tilsætning af vand hos producenten eller hos brugeren er den store tiltrækning.

En cask strength whisky på 55-60% kan være en voldsom oplevelse, men desværre viil den mængde vand der skal til for at tæmme den også være nok til at fortynde smagen væsentligt.

Derfor har jeg altid et godt øje til cask strength typer der naturligt er dampet ind til under 50%. Her får man en intens, fortættet duft- og smagsoplevelse som yngre modeller der kræver vand for at tage toppen af spritten ikke kan hamle op med.

Nogle sublime eksempler: Springbank The Bottlers 31 år 45,3% - Springbank Dun Bheagan 28 år 48% - Glenturret Old Malt Cask 34 år 45,3% - Highland Park Peerless 34 år 40,3% - Longmorn Peerless 33 år 43,6%.

Nogle af disse er tæt på grænsen til at man ikke må kalde dem whisky mere, (spritprocenten skal være mindst 40%).

Her kan tålmodighed betale sig. Lad naturen tage spritten ganske langsomt, så bevares smagsnuancerne intakte.

Al Jones

Nu skal jeg ikke gøre mig forfærdelig klog på dette område, da min erfaring ikke helt kan retfærdiggøre det.

Det er dog sandt, at lang tids fadlagring kan tilføre en whisky ganske mange nye smagsnuancer. Desværre har jeg som Al også flere gange været ude for at fadlagringen (især nok for megen sherry) totalt kan frarøve en whisky dens personlighed - gøre den en smule kønsløs. De yngre whiskyer har gerne lidt mere intensitet og \"sprødhed\" over sig, hvilket jeg personligt er meget glad for.

Dette skal naurligvis ikke tolkes som om at jeg totalt forsager alt hvad der er over 15 år gammelt - tværtimod. Fadlagringen kan jo som ovenfor anført tilføre en whisky fantastisk meget. Jeg fik fornylig en Longmorn-Glenlivet 1971 på Bryggeriet, som var helt fantastisk - en særdeles positiv oplevelse ift. den enkelte Longmorn-Glenlivet jeg tidligere har smagt.

Det er naturligvis svært at konkludere noget eksakt ud fra dette, dog er jeg af den opfattelse, at unge whiskyer på ingen måde skal afskrives eller ringeagtes bare på grund af alderen. Alder er ikke altid et plus - og især ikke hvad angår Islays (undskyld Kim nu kommer de altså på banen igen...), der i en ung alder tit fremstår mest robuste og potente - basalt som en Islay bør smage efter min opfattelse

- og især ikke hvad angår Islays (undskyld Kim nu kommer de altså på banen igen...), der i en ung alder tit fremstår mest robuste og potente -

Ingen grund til at undskylde. Jeg snupper mig lige en Laphroaigh 15yo med det samme

Kim M.

Som jeg så må tilstå er lidt sjovere i den 10 års standard aftapning

Alder er et meget ofte diskuteret emner, der primært drejer omkring problematikken ung kontra gammel. Jeg opfatter ikke nødvendigvis alder som et kvalitetsstempel. For mig handler det om – som allerede nævnt – at få en god smagsoplevelse, at whiskyen præsentere noget jeg sætter pris på.

Det er lidt med whisky som med vin. Vin skal ligge på fad i en årrække, hvorefter de tappes og fortsat udvikler sig på flasken i yderligere en årrække. Men den skal drikkes på toppen af sin levetid. Hvis en vin drikkes for ung, kan den virke for aggressiv og tillukket, mens den med alderen opnår blødere, fede smagsnuancer – naturligvis også en spændende udvikling at følge. Men pas på, for en dag har den ligget for længe og den begynder at smage ”gammel” af ”jord” og det, der er værre – synd, men den fik for meget.

Ligeledes ser jeg det med Whisky. Den skal modnes i fadet og ikke på flasken – og dette er ikke et oplæg til om den gør det eller ej – og tappes ved den ”rigtige” alder – ikke for tidligt og ikke for sent. Her i mellem ligger der så en række muligheder, der hver for sig vil tilføje den enkelte whisky sit eget præg.

Gammel whisky, der ikke er ”gået over” kan være en forrygende smagsoplevelse, men også en skuffelse fordi den måske har mistet lidt af sin kraft. En del ældre whiskyer har et problem med fadet, sherryen kan være blevet for dominerende, eller som jeg finder endnu værre ege-smagen kan være blevet alt for gennemtrængende.

En ung whisky kan være bedre end en gammel – og omvendt. For mig handler det om balance og en oplevelse af, at den gamle whisky har overlevet med et godt resultat og, at jeg dermed ikke sidder tilbage med en fornemmelse af, at jeg nu alligevel skulle have brugt mine penge på den 18 års og ikke den 25 års.

Prøv i øvrigt også den 34yo Millburn fra OMC, den minder en del om North Port 36 yo.

Ups - jeg var ikke logget ind - det anonyme indlæg er mit;)

Jeg håber at MM missions serie ikke har skuffet jer for meget. Jeg har lige været på Bruichladdich for at arbejde og fik ved den lejlighed lov til at bruge et par timer i deres warehouse.
De kommer med en forbløffende Bunnahabhain fra ´66 på 1. fill sherry en rigtig sherrybombe som ikke er for \"fin\". Ligeledes noget Macallan på Bourbonfade fra 1990, helt fantastisk. Det mest overraskende var Glenrothes fra 1968 , WOW og ikke mindst deres egen 1964 Bruichladdich som bliver aftappet næste år som 40 årig ,der skal i se det er klasse. Så gammelt kan også være rigtig godt, og dermed for at understrege Als kommentar at man må ikke sætte alt i en bås.

Martin